
Fuldkornsmærket
I Januar 2009 blev Fuldkornsmærket introduceret på det danske marked. Mærket skal gøre det nemmere for den danske befolkning at vælge produkter med et højt indhold af fuldkorn. Og Fuldkornsmærket er tiltrængt. Det er nemlig kun 6 % af den danske befolkning, der får nok fuldkorn.
Hvad er fuldkornsmærket?
Fuldkornsmærket er et rundt orange mærke med påskriften ”Vælg fuldkorn først”. Du finder Fuldkornsmærket på produkter inden for kategorierne brød, knækbrød, ris, pasta, mel, gryn og morgenmad. Det er Fødevarestyrelsen der, sammen med en række sundhedsorganisationer og erhvervspartnere, står bag Fuldkornsmærket. For at et produkt kan få Fuldkornsmærket, skal det opfylde en række krav der knytter sig til de forskellige produktgrupper. Du kan se kravene på www.fuldkorn.dk. Eksempelvis er der et minimumskrav til indholdet af kostfibre, samt en række maksimumskrav til fedt, sukkerarter og natrium for produkter med Fuldkornsmærket.
Derfor skal du gå efter Fuldkornsmærket
Der er flere grunde til, at du bør vælge fødevarer mærket med Fuldkornsmærket. De to vigtigste grunde er, at fuldkorn mætter mere, og har en forebyggende effekt på livsstilssygdomme. Herudover har produkter med Fuldkornsmærket et lavt indhold af fedt, sukker og salt, hvilket er med til at sikre en sund livsstil.
Fuldkorn er rigt på kostfibre, der på grund af en god mætningsværdi er med til at regulere din appetit. Når du spiser produkter med Fuldkornsmærket, vil du derfor med stor sandsynlighed spise mindre. Kostfibre er desuden med til at regulere dit blodsukker, så det ligger mere stabilt i løbet af dagen. Herudover er kostfibre, og dermed fuldkornsprodukter, gode for din forbrænding, da kostfibre fremmer fordøjelsen og forebygger forstoppelse.
Ved at spise produkter med Fuldkornsmærket kan du forebygge en række livsstilssygdomme. Blandt andet har kostfibre en beskyttende effekt overfor udviklingen af kræft, især i tyktarmen og endetarmen. Det skyldes, at nogle kostfibre ikke kan optages i kroppen, men binder cancerfremkaldende stoffer så de ikke optages i kroppen. Produkter med Fuldkornsmærket kan derudover indirekte forebygge type-2 diabetes, idet fuldkorn forebygger overvægt - en af de største årsager til udviklingen af diabetes. Har du allerede udviklet type-2 diabetes bør du også gå efter Fuldkornsmærket. Produkter med Fuldkornsmærket kan nemlig øge kroppens evne til at regulere blodsukker- og insulinniveauet.
Spis sundere med Fuldkornsmærket
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du spiser 75 gram fuldkorn hver dag, hvis du i gennemsnit spiser ca. 2300 kalorier om dagen. Børn, ældre eller personer der spiser mindre, skal have mellem 40 og 60 gram fuldkorn. Går du efter Fuldkornsmærket, er det ikke svært at nå op på 75 gram fuldkorn om dagen. Spiser du en god portion havregryn om morgenen, samt en skive rugbrød senere på dagen har du fået nok fuldkorn. En anden kombination er 2 skiver rugbrød, 1 skive knækbrød, samt en skål pasta.
Brug Fuldkornsmærket som en hjælp til at finde produkter med et højt indhold af fuldkorn. Læg mærke til Fuldkornsmærket når du handler, og læs også på Viivaa hvordan Nøglehulsmærket kan lede dig til de sundere fødevarer.