Få 20% rabat | Som Medlem af Viivaa får du 20% ekstra rabat. Se her hvordan >>

Myter og gode råd om vægttab

Myter og gode råd om vægttab Hører du også tit at det kun er det ene der feder og du ikke skal spise det? Der findes mange forskellige myter om vægttab. Se her hvad nogle af myterne siger og om de er sande.

Myte 1 – Det er kun fedt og sukker der feder

Hvor mange kalorier du indtager og hvor mange du forbrænder, handler om hvor meget du enten tager på i vægt eller taber dig. Kalorier er altså den faktor der tæller når det handler om din vægt og hvordan dit kalorieregnskab ser ud. Kalorier er en måleenhed man kan anvende for at udregne den energi man tilfører kroppen, når stofferne i maden nedbyrdes. Både fedt, kulhydrater, alkohol og proteiner frigiver energi, når de bliver nedbrudt. Der er dog forskel på hvor meget energi hvert stof frigiver. For eksempel vil 1 gr. kulhydrat eller protein tilføre kroppen cirka 4 kalorier. 1 gr. fedt tilfører kroppen med cirka 9 kalorier og 1 gr. alkohol cirka 7 kalorier.

Det er altså helt forkert at tro, at kun fedt og sukker feder. Noget feder mere end andet, men det hele feder. Det hele handler som sagt om hvor mange kalorier du indtager. Du kan spise en sund og varieret kost og tage på i vægt, hvis du spiser det i for store mængder. Derfor er det vigtigt at undersøge hvor mange kalorier du må indtage på en dag og så beregne dine måltider ud fra dette.

Myte 2 – En fedtfattig kost er en sund kost

En fedtfattig kost betyder ikke at det er en sund kost du indtager. Det kan ske at du måske indtager for meget sukker eller ikke spiser varieret. Fedt er et energitæt næringsstof, som betyder, at selv en lille mængde fedt indeholder flere kalorier end for eksempel samme mængde proteiner eller kulhydrater. Derfor virker det logisk at en fedtfattig kost vil hjælpe dit vægttab, men fedt er faktisk livsnødvendig for din krop. Fedtet anvendes nemlig både til dannelse af vores nervesystem, opbygning af alle vores celler og til optagelsen af de vigtige fedtopløselige vitaminer. Derudover skal kroppen også have nogle fedtsyrer, som er livsnødvendige for at kroppen fungerer optimalt. Det skal gøres gennem din kost og det handler om de flerumættede fedtsyrer, som kan findes i nødder og fede fisk.

Du skal minimum have 25% af dit energiindtag fra fedt, her skal du dog vælge det gode fedt. Selvom du kan spare på kalorierne ved en fedtfattig kost, er der stor forskel på hvilken type fedt du indtager, og det vil ikke være nok kun at spise fedtfattigt.

Myte 3 – Ren alkohol feder ikke

Mange tror at ren alkohol eller ren alkohol der er blandet op med light sodavand ikke feder. Det er løgn! Ren alkohol er nemlig et næringsgivende stof, som betyder at alkohol vil tilføre kroppen kalorier, når det nedbrydes. Som skrevet ovenfor vil 1 gr. alkohol som er nedbrudt, frigive cirka 7 kalorier. Det vil sige at 1 genstand indeholder cirka 12 gr. alkohol, som svarer til 86,4 kalorier. Dette vil dog forøges hvis det er sukkersødet sodavand der bliver blandet sammen med alkohol. Men alkohol vil altså give kroppen tomme kalorier og vil forværre dit kalorieregnskab kraftigt. Så hvis du er ude efter et vægttab, er det en god idé at spare på alkoholen.

Myte 4 – Alt hvad man spiser efter klokken 19:00, kan man ikke forbrænde

Det er dog rigtigt at din krop har en døgnrytme og det medføre blandt andet at maven tømmes langsommere om aftenen i forhold til om morgenen. Dog vil hele systemet ikke lukke ned om aftenen og du kan sagtens spise noget om aftenen. Der anbefales dog, at du ikke indtager et stort tungt måltid inden sengetid, eller sent om aften. Du bør fordele dine måltider jævnt ud over dagen, da din krop på denne måde får en jævn tilførsel af energi.

Det mest optimale vil være at spise 3 hovedmåltider og flere mellemmåltider i løbet af dagen. Hvis du ikke spiser mellemmåltiderne, vil du få en trang til at overspise sidst på dagen. Det er dog altid vigtigt at huske på at spise en sund og varieret kost, lige meget hvor mange måltider du spiser om dagen.

Myte 5 – Hvis man vil tabe sig er det slut med at spise hvad man godt kan lide

Det kan være skidt at nægte dig selv alt det du godt kan lide. På denne måde, kunne du nemlig nemt falde i igen og overdrive med usunde sager. Så selvom det måske ikke giver meningen, vil det ved et vægttab være en god idé, at forkæle dig selv med dit yndlingschokolade eller slik. Husk bare det skal være i små mængder og ikke for ofte. Det vil også være bedre at slukke trangen med et lille stykke chokolade end med ekstra mad. Det vil nemlig mindske kalorierne, men vælg ikke altid chokoladen.

Myte 6 – Overvægt skyldes et sløvt stofskifte

Stofskiftet er en benævnelse for den forbrænding af kalorier, som uafbrudt foregår i kroppen, og som også sørger for at vi kan holde det hele i gang. Dit daglige kaloriebehov afhænger derfor af dit stofskifte. Din krops stofskifte svarer normalt til din kropsvægt, dog har fedtvæv næsten ingen forbrænding, hvorimod muskler har en høj forbrænding. Det vil sige at muskuløse mennesker har et højt stofskifte, men kun meget få mennesker har et lavt stofskifte. Undersøgelser har vist at 99% af de overvægtige har et normalt stofskifte, som svarer til deres vægt. Så svaret på myte 6 er, at det er sjældent at et stofskifte er skyld i din overvægt.

Myte 7 – Chili og koffein er en hjælp til vægttab

Undersøgelser har vist, at indtag af koffein eller chili kan øge ens stofskifte/forbrænding, men kun med cirka 1%, hvilket er meget lidt. Man ved dog ikke om virkningen er vedvarende eller præcis hvilke mængder der skal til. Så et stort indtag af stærk mad eller koffein vil ikke automatisk hjælpe dig til vægttab.

Myte 8 – Når man faster forbrænder kroppen udelukkende fedt

For at din krop fungerer har den brug for energi/kalorier. Din krop har brug for både fedt, som er den største energidepot, men også proteiner og kulhydrater er vigtige for din krop. Under faste vil din krop derfor ikke få nok fedt, men heller ikke nok kulhydrater. Din krops kulhydratlager er ikke så stort, så det vil blive tømt hurtigt. Efter dette vil din krop begynde at forbrænde proteiner, som vil sige, en nedbrydning af dine muskler. Udover en nedbrydning af fedt- og muskelmasse, vil der også ske hormonelle ændringer i din krop når du faster. Din energiomsætning vil blandet andet nedsættes og det betyder at, du vil have nemmere ved at tage kiloene på igen og måske endda lidt til, når du stopper fasten. Det er derfor ikke en særlig god idé at benytte faste som hjælp til dit vægttab.

Myte 9 – Brede eller store knogler kan forklare overvægt

Der vil altid være forskel på knoglevægten fra person til person. Undersøgelser har vist at knoglevægten svinger med max 3 kg for personer inden for samme vægtklasse. Der er selvfølgelig forskel på vægten af knoglerne fra en lille kvinde og en stor mand, men din knoglevægt kan ikke være en forklaring på overvægt.

Så tro ikke altid på hvad du hører når der bliver snakket om overvægt og vægttab. Det er vigtigt at skille myter fra fakta!

5 gode råd

Hvis du ønsker et vægttab bør du i stedet for de forskellige myter benytte dig af disse 5 gode råd.

- Portionsanret din mad. Ved at lade pander, gryder og resten af maden stå i køkkenet og anret maden der, spises kun 1 portion. På denne måde spiser du mindre.
- Beregn dit kalorieindtag og lav et kalorieregnskab over hvor meget du må spise til hvert måltid.
- Det er bare med at springe ud i det. Det vil være meget svært de første par uger, men i sidste ende vil det være det hele værd. Udover dette vil alle komplimenter undervejs også få dig til at fortsætte.
- Få støtte og opbakning fra mennesker omkring dig, måske endda nogle som selv ønsker at tabe sig. På denne måde kan i hjælpe hinanden og holde hinanden lidt i ørerne, når de svære tider kommer.
- Du bør starte blødt ud med motionen, hvis du ikke er vant til det. På denne måde overanstrenger du ikke dig selv og bliver ikke træt af det med det samme. Det handler om at opbygge sin kondition.